Navigation: Quicklink   
Start  >  Ekspeditioner  >  Alpblog 2002 
> 14. jul. 2002
   

  Nye vandreruter i Vispertäler Søndag, 21.07.02

Efter i mange år at have være noget bagude i forhold til andre alpelande som Østrig og Frankrig, hvad langdistancevandreruter angår, har Schweiz siden midten af 90'erne arbejdet kraftigt på at indhente det forsømte. Problemet i Schweiz har været, at de enkelte kommuner ofte har etableret deres eget net af vandrestier og ikke altid har tænkt på at etablere forbindelser til nabokommunernes stinet. Dette er man nu i færd med at råde bod på. Hernede i omegnen af Randa gav det sig udtryk i, at man i 1997 kunne åbne vandreruten Tour de Monte Rosa efter at have bygget gallerier og tunneller gennem det vanskelige og løse bjergparti ovenfor Täschgufer, og derved forbinde Randa med Täsch på den østlige bjergside. Og her i weekenden blev to nye stistumper åbnet. Dels en vandresti mellem Furggstalden og Almagelleralp i Saastal, der således forbinder Saas Grund med Almagell, og samme dag åbnedes en forbedret sti over Augstbordpass, der således forbinder St. Niklaus her i Mattertal med Gruben i Turtmanntal. Sidstnævnte sti er ret så interessant, da den er en del af en projekteret Tour de Cervin, der skal forløbe hele vejen rundt om Matterhorn, og bl.a. vil forbinde Mattertal med Val de Zinal. Her i Mattertal forløber denne rute dog indtil videre parallelt med Tour de Monte Rosa hele vejen fra Theodulpass og frem til Gasenried, men der er planer om at give turen sin egen rute langs vestsiden af Mattertal, hvilket vil være en komplet nyskabelse for dette sjældent besøgte område. Topalihütte, der forventes genopført næste år efter en brand i 1998, forventes at skulle spille en vigtig rolle her som overnatningsplads.

Foregående     Næste