Navigation: Quicklink   
Start  >  Ekspeditioner  >  Alpblog 2002 
> 28. jul. 2002
   

  En top til alle på reblederturen Søndag, 28.07.02

Som traditionen efterhånden byder, har jeg også i år udbudt en rebledertur for bjergklubbens medlemmer. Sidste år var jeg den første til at afholde en sådan tur, der populært sagt går på, at man som rebleder skal fungere som en slags rejseleder for deltagerne og stille sig til rådighed med informationer, således at alle uanset niveau får en god og udbytterig tur. Sidste år fandt reblederturen sted i Saas Grund, og her havde jeg med stor succes indledt med en fælles tur, hvorunder deltagerne havde mulighed for at kigge hinanden an, med henblik på dannelse af makkerpar på de efterfølgende ture. I år havde reblederturen således basis her på campingen ud for Randa, og som fællestur havde jeg udvalgt Alphubeljoch og Feechopf eller Alphubel. Således kunne vi lave en fælles tilgang den lange vej op over Alphubelgletscher, hvorunder dem, som ikke havde gjort sig på en gletscher før, havde mulighed for at gøre sig fortrolig med isen, og sågar føre rebet hvis man havde lyst til det. Udgangspunktet for turen var Täschhütte, og med masser af biler til rådighed var det en ren badetur, blot at vandre den gode times tid fra Täschalp til hytten. Tidlig morgenafgang, og så den lange vej op til gletscheren. To af deltagerne havde besluttet sig for at spare pengene til hytteovernatningen, så de var gået i forvejen op for at bivuakere i Chummibodmen. Vi mødtes dog alle i morgengryet og kunne derfor gå i samlet flok op over gletscheren mod Alphubeljoch. Herfra var der så to muligheder: enten at bestige Alphubel (4206m) eller Feechopf (3888m), og hvor første top var det indlysende mål for de mere erfarne eller 4000m-samlerne var Feechopf det ideelle valg for mindre ambitiøse. Og for ikke at presse nogen havde jeg på forhånd meldt ud at jeg ville gå på Feechopf, idet jeg allerede tre gange tidligere havde besteget Alphubel. Carsten, Jesper og Robert, de to sidstnævnte gengangere fra sidste års rebledertur, gik straks i gang med Alphubel, mens jeg tog Tom og Kenneth med på Feechopf. Tilbage var blot Keld og Kathrine, som efter nogen overvejelse også besluttede sig for Feechopf. Alle nåede deres respektive toppe, så endnu en gang må jeg sige at reblederturen har haft en perfekt begyndelse.

I Täschhütte - Foto: Tom Ballegaard

Foregående     Næste