Efter turen til Feechopf og Alphubel var der budt hviledag, hvilket var meget heldigt, da vejret samtidig viste sig lidt tvivlsomt. Denne overliggerdag blev brugt i Zermatt, hvor jeg med Kenneth og Tom osede rundt indtil vi kom forbi kirkepladsen, hvor et opslag forkyndte at Ulrich Inderbinen ville signere sin bog i et galleri her samme eftermiddag. Ulrich Inderbinen er jo om nogen indbegrebet af et klatrekoryfæ. Født i 1900 blev han verdens ældste bjergfører, som først i 1996 endelig lagde bjergstokken fra sig, efter da at have besteget Matterhorn hundredevis af gange, og herudover besteget alt hvad der var værd at bestige i Mattertal og omegn. I 1996 var der blevet udgivet en biografi om ham, og det var altså den, som kunne signeres i eftermiddag. Kenneth ville gerne aflægge ham et besøg, og det var indlysende at vi andre fulgte med. Det var lidt af en oplevelse at møde denne 101 år gamle legende. De mange år i bjergene havde mærket ham, med barkede næver og læderagtig hud. Ulrich var dog åndsfrisk nok, men havde blot lidt svært ved at høre, så han havde en hjælper til at assistere. Pennen førte Ulrich dog selv, og når først den blev sat på papiret blev den ført med en fast hånd. Det var egentlig ikke min tanke at også jeg skulle købe et eksemplar af hans bog, men på den anden side - som mangeårig gæst her i byen burde vel især jeg have bogen. Bogen, der blot bærer hans navn, viste sig da også at være en ganske positiv overraskelse, da den egentlig ikke gjorde så meget ud af hans mange meriter som bjergfører, men i stedet gav et meget levende tidsbillede af Zermatts forvandling fra afsondret bondelandsby til vore dages turistmekka, hvilket var overraskende spændende læsning. Efter seancen tog vi afsked med Ulrich, der stadig kunne give et ordentligt håndtryk, præcis som en bjergfører skal kunne gøre det, et håndtryk der instantant giver tryghed. Sådan!