Navigation: Quicklink   
Start  >  Ekspeditioner  >  Alpblog 2002 
> 31. jul. 2002
   

  Kamp om pladsen i Rhônedalen Onsdag, 31.07.02

Wallis, eller på fransk Valais, betyder som bekendt "dalene", og Wallis er nok også den geografisk mest komplette af Schweiz' mange kantoner, idet Wallis dækker det samlede afvandingsområde for den øverste del af Rhônedalen. Afgrænsningerne er sat med vandskellet i Berner Alpen i nord, og af Walliser Alpen i syd. Som den logiske konsekvens heraf følger, at al trafik over blot lidt længere afstand nødvendigvis må gå gennem Rhônedalen, idet der er ingen af sidedalene der er forbundet med nabodalene. Dette gør Rhônedalen til den afsolut vigtigste trafikåre i Wallis, og man kan derfor godt undre sig over, at Wallis først i løbet af 90'erne er blevet forsynet med motorvej. Som oftest er det forholdsvis simpelt at udbygge infrastrukturen da der som regel er plads nok i dalen - i hvert fald i den nedre del. Enkelte steder er der dog ikke så meget plads at bygge på, som eksempelvis mellem Salgesch og Leuk. Dalgangen på sydsiden af floden kan her ikke benyttes, på grund af jævnlige bjergskred fra bjergsiderne omkring Illgraben, og på nordsiden er landevejen og den her enkeltsporede jernbane klemt inde på den smalle plads mellem floden og de stejle vinmarker. Så hvad gør man når man både vil udbygge jernbanen til to spor og også gerne vil have plads til den fremtidige motorvej? Svaret er indlysende nok, når man er schweizisk bygningskonstruktør: Man borer simpelthen to tunnelrør under bjergsiden til den nye jernbane og flytter landevejen over på den gamle jernbanetracé. Efterfølgende kan man blot forøge bredden på den gamle vej ud på en broagtig konstruktion, og vips, så er der plads til en ny motorvej, uden at det går for meget ud over de dyrebare vinmarker ovenfor. Det er ikke helt forkert når man hører den gamle vits: "Was macht der Schweizer über's Wochenende?" - "Der baut Tunnel!"

Foregående     Næste