Og så var tiden inde. Afrejsen fra Mattertal. Det havde regnet kraftigt hele natten, og først om formiddagen klarede det så småt op. Jeg var netop nede hos Urs, vores campingfatter, for at afregne, og han kunne en passant meddele at der havde været flere bjergskred i dalen i morgenens løb. Zermatt var fuldstændig afskåret fra omverdenen, idet et skred umiddelbart nedenfor byen havde spærret landevejen af, og man først lige i øjeblikket var i færd med at genåbne jernbanen, efter den af sikkerhedsmæssige årsager var blevet indstillet. Længere nede, omkring St. Niklaus, havde der også været et skred, men det berørte dog kun biltrafikken, mens togene fortsat kørte upåvirket. Det var godt nok ikke første gang at Zermatt var blevet koblet af samfundet. Det sker faktisk flere gange i løbet af året, men for det meste går det kun ud over biltrafikken, idet landevejen derop ikke er beskyttet af gallerier som jernbanen er det. Sandsynligvis var det den lille, uanselige Luegelbach, som passerer under landevejen lige i Zermatts nordlige udkant; denne bæk har i hvert fald mange gange tidligere voldt problemer, også selv om den i dag nærmest løber som en tunnel under vejen. Terrænet er så stejlt, at når strømmen tager til kan den tage selv store klippeblokke med sig, som derefter blokerer tunnelindløbet, og så lægger bækken sit løb over vejen i stedet. Og hvis ikke det er Luegelbach, så skal mudderlavinerne fra Täschgufer midt mellem Atermenzen og Täsch nok sørge for at blokere vejen. Derfor har jeg ofte været glad for, at jeg som regel har lejr i Randa i stedet for Zermatt, og ikke er i bil når jeg er i Mattertal. Jeg kunne nu blot trave til Täsch og hoppe på toget hjem herfra, og så i øvrigt ikke bekymre mig mere om bjergskredene her i Mattertal. Og så kan bilisterne fundere over, at det ikke er altid, at bilen er den bedste løsning når man skal på bjergferie.