Mine tre uger herned i Randa var så småt ved at rinde ud, og i dag var det så blevet min sidste hele dag hernede. Der var udbredt opbrudsstemning på reblederturen; nogle var allerede kørt aftenen før, og i løbet af eftermiddagen kørte de sidste, så jeg efterhånden var sidste mand på skansen. Næsten ligesom da jeg ankom, når lige jeg ser bort fra det par timer sammen med Jacob. Vejret var halvtrist, byget, og lige det rette tidspunkt til at sætte sig på terrassen og gøre status. Man kunne mene at udbyttet af disse tre uger havde været en tynd kop the. Jeg havde kun besteget fem toppe, hvoraf kun to var nye for mig: Wannihorn og Distelhorn ovenfor Grächen. De tre andre havde jeg allerede besteget indtil flere gange før: Unterrothorn (3. gang), Oberrothorn (5. gang) og Feechopf (2. gang). På den anden side skal det retfærdigvis siges, at jeg jo i forvejen ikke havde regnet med at foretage nogle bestigninger i den første uge, så der har reelt været tre bjergture på to uger. Den anden uge sammen med Jacob var vi ganske aktive, og selv om der i begge tilfælde var tale om éndagsture fra dalen fandt jeg sammen med Jacob ud af, at selv om vi kunne have svært ved at komme ud af starthullerne og også var gode til at udnytte de pausemuligheder der var undervejs, så kunne vi også sætte damp på kedlen og brage derudaf når det var det, der var behov for. Carpe Diem. Og endelig - selv om jeg personligt ikke fik så mange toppe med hjem fra reblederturen, så var det mit indtryk, at deltagerne var fuldt tilfredse med udbyttet her under de tvivlsomme vejrforhold vi har haft. Hertil kommer, at jeg atter engang har mødt flere interessante bjergfolk og ikke vil afvise at nogle af disse kan dukke op på et senere tidspunkt som potentielle deltagere på kommende bjergprojekter. Hvilket jo også er en væsentlig del af formålet med disse reblederture.