|
|
|
Onsdag 22. oktober 1997
Bjerget ryddes (Ekspeditionen).
Æret være mindet om en god kammerat, Per
Lyhne. Vi vil alle savne dig.
"High are the mountains, it is more beautiful than heaven.
This is my homeland." Ekspeditionen
Efter Per Lyhnes pludselige død valgte ekspeditionen at afbryde bestigningen
af Makalu. Tilbage var den moralske (og juridiske) forpligtelse til at efterlade
bjerget i samme stand, som vi havde mødt det, om muligt bedre. Vi havde den
største lyst til at lade bjerg være bjerg. Evakueringen af Per Lyhne fuldendes
endelig den 16/10-97, da Erik meddeler fra Base Camp (4600m), at Per Lyhne er
afhentet af helikopteren og på vej mod Kathmandu. Vi kan nu begynde oprydningen
af bjerget. På ny er vi på vej op ad bjerget, men skridtene er tunge som aldrig
før, for målet og lysten er væk. Højdesherpaen Nima går direkte til camp 2 og
Per Bager går til camp 1.
I camp 1 ordner og sorterer Per Bager udstyr.
Næste dag fortsætter Michael og Nima i tiltagende stormvejr mod camp 3, som de
når efter fem timer, nu i snestorm, der vanskeliggør nedtagningen af lejren
betydeligt. Sneen og vinden får alt til at piske rundt, så det er en kamp at
holde styr på teltet, som er ved at flyve ad helvede til! Den australske
ekspedition havde benyttet vort telt til deres bestigning af Makalu II (som med
sine 7640m er en fortop til Makalu I). Det lykkedes dem at komme på toppen, men
alle deltagere havde fået forfrysninger, en af dem havde pådraget sig en
alvorlig 3.grads forfrysning, der højst sandsynligt vil resultere i en
amputation af det meste af storetåen. Under deres ophold i vores camp 3, havde
de i teltet skabt så meget kondens, at vores soveposer var blevet omdannet til
isposer. Til alt held skulle vi ikke bruge dem til at sove i, hvilket ville
havde været umuligt.
Nu skulle de transporteres ned, men adskillige kilo
tungere pga. isen. Selv efter at de værste isklodser udvendigt på poserne var
banket af! Det lykkedes Michael og Nima efter flere timers kompliceret
nedstigning at transportere alt grejet ned til camp 2. Undervejs i omtrent 7100
meter indtraf en pudsig hændelse, idet Michael tabte teltet fra sin rygsæk.
Efter at det var rullet adskillige hundrede meter udover et kæmpe
gletscherspalteområde, lagde det sig tilrette på et fremspring. Det ville tage
mindst to timer ekstra at hente det, - og ikke uden risiko, pis! En tilfældig
nysgerrig fugl fik øje på den sorte bylt og landede på den. Hvorefter teltet
atter satte sig i bevægelse, og skæbnen ville, at det landede lige ud foran
indgangen til camp 2.
Samtidig med at Michael og Nima kom ned til camp 2
sidst på eftermiddagen kom Per Bager op, og kunne glæde sig over, at han ikke
skulle op til camp 3 næste dag idet de to andre havde taget så store læs med
ned, at lejren i passet var fuldstændigt rømmet. Hurtigst muligt søgte de alle
ly i teltene i camp 2 og gik til ro, da snestormen efterhånden var blevet
umenneskelig at opholde sig i. Næste dag (lørdag) havde snestormen til alt held
lagt sig og vi kunne forsætte oprydningen af bjerget. Som det første om morgenen
måtte vi starte med at grave vores McKinley-telt fri af mere end en meter
snedække. Kun den stærke konstruktion gjorde, at teltet havde modstået presset.
Herefter byggede vi slæder af liggeunderlag, rygsække, m.v. så vi var i stand
til at slæbe og bære alt vores grej ned til camp 1 (50-60kg pr. mand), som i
mellemtiden var blevet ryddet af vores sherpaer.
Med vores sidste kræfter
bar vi et læs hver ned til ABC, hvor vi var fremme samme aften - godt udkørte!
Den efterfølgende dag (søndag) gik vores sherpaer op og ryddede det sidste af
camp 1 og oprydningen på Makalu var herefter tilendebragt. Det fejrede vi om
aftenen med den sidste whisky. Nu den 22/10 er vi alle nede i Base Camp ventende
på at blive afhentet af en helikopter en af de nærmeste dage, så snart
vejrforholdene er ideale.
