04.00 Klokken er nu blevet fire om morgenen. Han har snart klatret op ad graten i halvanden time. Lyskeglens begrænsede rækkevidde fortæller intet om hvor langt der er op, endsige hvor langt der er ned. Kun lysene fra Chamonix dybt nede fortæller at tomheden har en bund, på samme måde som de tusinde stjerne danner top. Og midt mellem disse to lysbilleder bevæger der sig et enkelt lysende punkt. Et lysende punkt som pludselig forsvinder. "Pokker stå i den lampe" siger han og får med møje og besvær skruet en ny pære i. Lyskeglen spiller påny ud over graten og bevæger sig atter opad.
04.50 Himlen er så småt ved at skifte farve fra natsort til mørk turkis da han nærmer sig Aiguille du Goûter. De sidste par hundrede meter har det været svært at finde vej da stien ofte forsvandt i sne. Men wirerne som hænger ned langs klippen gør det lettere at finde vej. Ret ovenfor er en stor firkantet klods - Goûterhytten, og nu går det op for ham, hvad der er for kabler han har fulgt op, da de forsvinder op mellem nogle bjælker på en platform. Han prøver venstre om, prøver højre op, og prøver til sidst op mellem bjælkerne. Rygsækken sidder fast så han må gå ned igen. Nu kommer han op igen. Først rygsækken, sidenhen ham selv, og til sidst sidder han og puster ud på platformen til en gammel materielbane. Han går en tur rundt om hytten, men alt er lukket og slukket, ikke det mindste lys er at se. Han vender tilbage til rygsækken, finder crampon'erne frem og smækker dem på. Til sidst isøksen, og oppe på Aiguille du Goûter får han det første blik på østhimlen og de mange bjerge, som slumrer på den anden side af dalen. For sidste gang slukkes pandelampens skær, nu er det lyst nok.
07.50 Øst for Dôme du Goûter gør han holdt. Det er gået meget langsomt fremad det sidste stykke, og det er begyndt at gøre sig gældende at han kun fik et par timers søvn i løbet af natten. Solen bager ned over flanken, men Montblanc selv er beskyttet af skyer. Han sætter rygsækken fra sig i en vindbeskyttet niche, tager kameraet over skulderen og begynder at vandre op mod Dôme du Goûter. Umærkeligt krydser han det højeste punkt og begynder at stige nedad igen. Efterhånden dukker Aiguille de Bionnassay op. Nordflanken er skjult herfra, men den knivskarpe snegrat viser sig fra sig bedste side. Kun en enkelt kæmpevægte over passet, og resten af vejen et tydeligt spor. "Jaja" siger han til sig selv, "En skønne dag skal jeg såmænd nok komme derover." Han vandrer tilbage til rygsækken og ser at Montblanc stadig er gemt i skyer. "Det er ligesom på Tacul, hvor toppen var gemt i skyer som dog forsvandt i løbet af formiddagen" tænkte han og rullede liggeunderlaget ud i nichen, som lige akkurat var stor nok til at han kunne tage sig et par timers middagslur.
|
Dansk Bjergklub
