|
Vi var på vej tilbage mod nord efter at have løbet marathon i Sydney, og Paul mente, at vi burde bestige et bjerg nu jeg var i Australien. Jeg havde egentlig tænkt på Mt. Kosciuszko, Australiens højeste bjerg, men det var bare en flad bakke, og Paul foreslog derfor Mount Warning, som i hans øjne mere var et rigtigt bjerg. Vi lejede en campinghytte for to dage, og det var rigtigt dejligt at være tilbage i subtropisk klima igen.
Morgenen efter kørte vi til foden af bjerget og påbegyndte opstigningen gennem regnskoven. Vi var begyndt i 436 meters højde og havde 720 meter til toppen. Terrænet mindede mig lidt om Bukit Timah i Singapore, omend det her var væsentligt stejlere. Mount Warning er stubben af en tudsegammel vulkan, hvis krater strækker sig over 100 kvadratkilometer med Mount Warning i centrum, men det meste af klippemassen mellem vulkanstubben og kraterranden er eroderet væk gennem de mange millioner år. Toppen af stubben var dog noget mere modstandsdygtig, og jo højere vi kom op, jo stejlere blev bjerget. De øverste henved hundrede meter var sikret med stålkabler og delvist med kunstige trin hugget ind i klippen, og det var nu meget godt at lave en rigtig bjergbestigning igen; til sammenligning ville Kosciuszko jo bare have været en vandretur. Toppen i 1156m var vildt overbegroet, men der var etableret en udsigtsplatform mod hver side, hvorfra vi kunne se til alle sider, og vi kunne blandt andet skelne Stillehavet og fyrtårnet ved Byron Bay. Vi blev halvanden time på toppen og nød livet her indtil vi begyndte nedstigningen, først lidt besværligt ned over kablerne, men da først vi var nede på vandrestien gik det noget hurtigere. Vi havde dog ingen hast, da vi bare skulle tilbage til campinghytten og nyde vores Chardonnay.
|
