|
Det blev en lang og sej kamp for at traversere Aberdares-massivet. Straks på den anden side af The Elephant forsvandt stien og vi måtte selv finde vej ned fra toppen mod nord. Ifølge parkens rangere var der ikke nogen turister der nogensinde havde lavet nedstigning mod nord fra The Elephant, og den eneste der skulle have befundet sig i dette område var en af de to rangere vi havde med, men allerede på andendagen mistede han orienteringen så vi blev nødt til at lave nødlejr et ukendt sted i nattemørket. Forinden havde vi af tidsmæssige årsager måttet opgive en bestigning af Kinangop, nationalparkens næsthøjeste bjerg. På trediedagen nåede vi frem til nationalparkstationen ved Mutubio Gate, og her havde vort staff regnet med at vi ville give op og stoppe her. Men nej! Efter en halv hviledag og rigelig whisky fortsatte vi mod nord, og efter uanede mængder af tussock grass, sump og andre besværligheder kunne vi endelig på sjettedagen stige op over sydgraten til Oldonyo Lesatima, det højeste bjerg i nationalparken. Men inden da havde vore rangere mistet orienteringen så ofte at hverken staffet eller vi selv havde tillid til dem længere, og det hjalp kun til at opbygge et særligt forhold mellem os og staffet, et forhold hvor rangerne blev mere og mere frosset ud. Det var derfor en sejr for alle da vi nåede toppen, og selv bærerne gik og tog billeder af hinanden i glæde over deres præstation. Efter fem timers nedstigning nåede vi til slut frem til en form for grusvej hvor vi kunne blive afhentet af LandRoveren og kørt det sidste stykke ned til Shamata Gate hvor vi slog lejr. Denne aften blev der festet igennem!
|
Galleri: Travers af Aberdares
