|
Årets korteste dag. Jeg var sammen med Kim Sejberg taget op til Torinohytten ovenfor Courmayeur for at lave årets første vinterbestigning, men vi kunne med rimelig sikkerhed antage at vi var de eneste der skulle bestige bjerge på dette tidspunkt. Vi var de første i to måneder der overnattede på hytten, og for at kunne komme fra hytten ud i det fri mod Col du Géant måtte vi grave i flere timer for at fjerne sneen fra indgangen. Næste dag var vi klar til næste etape, og med reb og sikringer og det hele kunne vi klatre fra hytten ud over de stejle snedriver til passet på bagsiden af hytten. Vejret var så barskt at det hurtigt blev klart at turen i dag ville blive en overlevelsestur, og en prøve på om det overhovedet var muligt at bestige bjerge under sådanne forhold. Vi valgte Petit Flambeau der var det nærmeste bjerg, og som altid var det min opgave at træde spor. I kraftig modvind og knædyb sne kæmpede jeg mig frem til Col des Flambeaux og fortsatte op ad Petit Flambeaus SSE-grat. Her på graten kom vi ud i den fulde storm, og vi måtte nærmest kravle op over graten med begge økser begravet i sneen for ikke at blive blæst af graten. Vi kunne knap tale sammen da vi ofte blev overdøvet af stormens brølen, og da vi endelig nåede toppen kunne vi på grund af den tætte snefygning næppe se hinanden selv om der kun var få meter mellem os. Selv om Petit Flambeau er en af Montblancområdets mindste toppe havde det alligevel været en præstation at komme herop, og jeg så frem til en varm cappuchino på hytten - hvis altså vi kunne finde den i snefoget, da mit lårdybe spor i sneen allerede var blæst væk.
|
Guide Petit Flambeau
