|
Vi havde nu besteget både Watzmann og dens nordlige forpost Hocheck, og manglede derfor blot at fortsætte ad graten til Schönfeldspitze for at have lavet den komplette overskridning af Watzmann, eller Watzmanngrat som overskridningen også kaldes. Vejret var blevet noget mere tungt i løbet af formiddagen, og vel vidende hvor glat kalkklippe kan blive i regnvejr spildte vi ikke tiden, men holdt dampen oppe ud over graten. Graten var nu blevet en tak mere seriøs, den var fortsat smal og nogle steder lidt uoverskuelig, og herudover var graten ikke længere overbroderet med stålkabler. Hvilket gav en psykisk lidt større udfordring når nu vi hverken havde reb eller klatregrej med, men også en mere tilfredsstillende bjergmæssig oplevelse. De fleste andre klatrere havde vi efterladt på hovedtoppen af Watzmann, så vi var vel kun omkring 10 klatrere der var fortsat mod Schönfeldspitze. Vi holdt et godt tempo og nåede frem til Schönfeldspitze i tørvejr. Men ikke for længe, for netop som vi var i gang med frokosten meldte de første regndråber deres ankomst. Nu kunne det kun gå for langsomt med at komme af bjerget, så vi tyggede af munden og påbegyndte nedstigningen. Inden længe kom vi ned i SSW-flanken, som var et uoverskueligt hav af stejle kalkslabs. Umiddelbart så det ud som om at man kunne stige ned overalt, men deher slabs endte som regel blindt mod afgrunden, så vi holdt alle øjne åbne for at finde det rigtige spor ned. Vi nåede ned uden problemer, men det var der andre som ikke gjorde. Længere oppe gled en fyr på de glatte slabs, faldt ud over kanten og kom først til standsning 40 meter længere nede. På deres råb løb Christoph efter hjælp i Wimbachgrieshütte, og under vores videre nedstigning kunne vi se helikopteren komme op gennem dalen. Dagen efter erfarede vi at fyren var omkommet ved styrtet.
|
Galleri: Overskridning af Watzmann
