Navigation:    
Start  >  Bjergbestigning  >  Topliste  > Bestigning af
Saint Julien
 Uploaded 03-04-18
1  2  3  4 

SAINT JULIEN    768m
   Facts om Saint Julien:
Område:Baronnies, Provence, Frankrig
Dato:24. april 1991
Rute:S-væggen, 3-i-een, fra P-plads ovenfor Buis-les-Baronnies (420m). Nedstigning ved abseil og videre til fods retur til P-pladsen.
Klippe:Kalk
Tid:4h op, 1h ned
Vejr:Skyfrit og let vind, perfekt klatrevejr.
Makker:Kim Sejberg Herunder:
Øgleryggen Saint-Julien byder
velkommen til Buis-les-Baronnies
Andet:Denne rute sammensat af Voie des Trous, Voie des trois P og Voie des l'Oeufs de Pâques. Væghøjde 100m, klatrelængde 140m, 5 reblængder, crux V+ A1/A2.
Guide:CAF Escalades du Rocher de Saint Julien

Vi regnede med at kunne nå to ruter på den godt 100m høje væg og så tage en siesta ind imellem, men det blev der ændret lidt på i løbet af dagen. Nærliggende var det at lave en af de tre ruter jeg allerede havde lavet fem år tidligere og vi valgte at klatre Voie des Trous. Kim startede ud da jeg aldrig har haft så stor lyst til første reblængde, men når først jeg er et par reblængder over jorden føler jeg mig mere sikker. Da Kim havde gået rebet ud fulgte jeg efter og kom op til ham på nok den mest exponerede standplads jeg har set: stående på et spidst klippeskæl på en i øvrigt lodret væg. Hillemænd og -koner. Jeg var glad for at skulle føre videre og steg op over nogle fine fjerdegrads slabs til et træ, 2. standplads. Så var det Kims tur. Op gennem en diedre og op til et stort bånd, nærmest en platform. Så tog jeg fjerde reblængde, som var ganske kort og fulgte båndet op mod venstre. Så var spørgsmålet blot: Hvilken vej videre frem? Omend jeg havde klatret Voie des Trous før syntes jeg ikke jeg kunne huske stedet og jeg overvejede om vi var gået forkert et sted, så jeg overlod det til Kim, som den bedste klatrer af os, at finde den bedste vej op. Han valgte så risset til venstre og kom snart op i det. Men snart gik det langsommere og jeg vejrede problemer. Da Kim så meddelte at jeg skulle holde rebet stramt vidste jeg nok hvad klokken var slået. Med pusten og stønnen kom han til sidst op og forsvandt på den anden side. "Det er den sværeste 4.gradsrute jeg nogensinde har klatret" meldte Kim, men han var lige under toppen nu. Snart var han oppe, og så var det min tur. Og jeg måtte give Kim ret. Risset, et off-width som blev bredere længere oppe, startede lodret, men blev efterhånden overhængende. Og der var ingen trin af betydning. Kun et værre fedteri der gav mig minder om vandrenden i Grüne Route på Brügglers sydvæg i Schweiz. Men jeg fik mig da kæmpet op, godt assisteret af et stramt reb fra oven. Da jeg endelig var ovenpå måtte jeg give Kim anerkendende ros for at have ført op der. Det ville jeg aldrig kunne have gjort.
Vi fandt hurtigt første abseilanker: perfekt, to borbolte forbindet med en solid kæde, og herfra kom vi let ned over den stejle del af graten til Brèche du Cloucher. Videre til anden abseilængde. Nu var det slut med bolte og kæder, men der hang da tre-fire slynger i en gammel ringbolt. Jeg abseilede ned fra brèchen, men efter seks-syv meter forsvandt jeg ud over et stort overhæng. Shit, hele brèchen var bare en tilfældig bunke af sammenkilede løse blokke, og jeg abseilede uvilkårligt mere forsigtigt. Klippevæggene var lodrette på begge sider og jeg hang fire-fem meter fra grunden af couloiren. Heldigvis kunne jeg se at rebet nåede ned til en platform længere nede hvor der var flere slynger. Således beroliget firede jeg mig det sidste stykke ned indtil jeg så hvad det næste abseilanker rent faktisk var: et par store klemblokke med lidt jord på, i hvilken der i hedengangne tider havde vokset et træ. Det træ var for længst udgået, og tilbage var nu en rådden træstub. Og den rådne træstub var næste anker! Jeg lagde en slynge om stubben, sikrede mig til den og abseilede yderligere halvanden meter til den sidste klemblok. Så tog jeg mig ud af rebet og råbte til Kim at han kunne komme. Og da Kim så abseilankerets kvalitet varede det ikke længe før der var adskillige back-upper!! Til sidst var jeg klar til 3. abseil. Vi havde nu brugt hele dagen på vort forehavende, og da jeg lænede mig ud i rebet var det mig umuligt at se bunden af couloiren. Kun rebene der hang ned mellem de lodrette klippevægge viste vejen. Jeg abseilede temmelig roligt for ikke at lægge for meget pres på roden deroppe. Efter 30m frithængende abseil kunne jeg skimte bunden, og kort efter kunne et glædesråb fortælle Kim at rebet var langt nok. Da jeg tog mig ud af rebet i couloirens bund hang rebenderne i brysthøjde! Lige til øllet, hva'?
Da vi kom tilbage til lejren fandt vi ud af at den rute vi havde lavet havde ikke så meget med Voie des Trous at gøre. Kun starten var fælles, men så havde vi generelt holdt lidt for langt mod venstre, og havde taget en reblængde af Voie des trois P inden vi havde afsluttet med sidste reblængde af Voie des l'Oeufs de Pâques. Og udstigningsrisset var ikke IV+ men V A2! Så var vi altså ikke i så dårlig form endda! Den rute blev hastigt omdøbt til 3-i-een.



Øvre del af "3-i-een" op over S-væggen på Saint Julien set fra syd. Kortudsnit (4 x 2,7 km) over ruten op over S-væggen til toppen af Saint Julien.


Interne links:

 
Eksterne links:

Dansk Bjergklub