Hele dette år var jeg arbejdsramt, og modsat de tidligere år gjorde det det lidt vanskeligere at komme afsted til bjergene så ofte som jeg ønskede det. Jeg skulle derfor helt frem til maj før jeg kom afsted første gang, en forlænget weekend over pinse med Jacob. Turen gik til Wetterstein, og selv om der fortsat lå en hel del sne var det en rigtig fin tur. Vi var ude lige før hytterne åbnede og havde stort set bjergene for os selv. Vores oprindelige mål Jubiläumsgrat lod sig dog ikke bestige på grund af sneen, men i stedet fandt vi vores egen vej op på Schneefernerkopf, det næsthøjeste bjerg i Wetterstein.

Sommerferien havde jeg denne gang skåret ned til kun tre uger. Dette fordi jeg atter en gang forsøgte at få stablet en ekspedition på benene, som skulle være gået til Nepal i 2003, og så var det hensigtsmæssigt at gemme både penge og feriedage. Imidlertid skete der det, som det ofte er sket før, nemlig at det ikke lykkedes at skaffe de fornødne deltagere, og da september oprandt måtte jeg aflyse tuen på grund af manglende interesse.

Endskønt sommerferien i forvejen var kort blev den rent praktisk skåret ned til to uger, da jeg havde helliget den første uge til endelig at få skrevet min Nepal-rapport fra 1997 færdig. Hvilket også var godt det samme, da det regnede stort set hver dag i den første uge. Men herefter kom der anderledes boller på suppen, Jacob sluttede sig til mig i Randa, og sammen fik vi lavet adskillige bestigninger af både bjerge jeg havde besteget i forvejen, men også mere ukendte toppe i den nordlige del af Mattertal. Der var ikke tale om særlig svære ture, men det bestyrkede mig i min opfattelse af, at det altid var udbytterigt at lave en tur med Jacob, for uanset hvad målet og hvordan vejret var fik vi altid en spændende tur ud af det.

I den sidste uge afholdt jeg atter en rebledertur for Dansk Bjergklub, men denne gang var deltagerne næsten for godt sammenspillede. Ligesom året før var der syv tilmeldte, og allerede inden vi tog ud på den obligatoriske fællestur havde der faktisk udkrystalliseret sig tre hold. Så efter at have afviklet en hygsom fællestur til Feechopf og Alphubel var min rolle på turen overvejende af rådgivende art. Hvilket jo også er hovedformålet med en rebledertur, men hvis vejret havde været lidt bedre havde jeg nok nået at få en tur mere op i bjergene.

Årets sidste tur gik til Innsbruck, hvor jeg som den ene repræsentant for Dansk Bjergklub deltog i konferencen Future of Mountain Sports, hvor vi i løbet af tre dage udarbejdede et sæt etiske spilleregler for almen færdsel og ophold i bjergene. Det var en meget interessant konference, der blev afviklet i den skønneste Indian Summer under en skyfri himmel. Desværre var det mig ikke muligt at få nok fri fra arbejde til at jeg også kunne få et bjerg med hjem, så da konferencen var slut var der kun tid til en øl på fortovscafeen og et længselsfuldt blik op mod de solbeskinnede bjerge, inden det atter gik hjemover.