Med mindre man forlader sig på sin trygge bivuaksæk er man i de fleste bjergegne ofte tvunget til at overnatte i den lokale bjerghytte når man ønsker at bestige bjerge. Disse lokale bjerghytter kan være af meget svingende kvalitet, alt efter hvilke bjerge det er man besøger, men i Alperne er der sat system i tingene med en overordnet styring. Langt de fleste bjerghytter i Alperne ejes af de nationale alpeforeninger eller bjergklubber gennem deres sektioner, og det sikrer en vis standard på hytterne.

Når man overnatter på en bjerghytte i Alperne er der dog visse ting man skal være opmærksom på. Hytterne ligger som oftest langt fra alfarvej, og forsyningen af hytten er ikke billig, da det oftest foregår pr. helikopter, og priserne er derefter. Vandforsyningen til højtliggende hytter er ofte vand fra den nærmeste gletscher, og adgangen til vand kan være begrænset. Hyppigt kommer man ud for at der er sat skilte op med at vandet ikke kan drikkes, hvilket skyldes at smeltevandet sjældent opfylder sundhedsmyndighedernes krav. Men har man en normal stærk mave er der som regel ingen problemer med at drikke det kolde vand.

Som sagt er forsyningen af hytten besværlig, og det betyder også, at hvad man slæber op til hytten slæber man også ned igen. Dette burde være ganske indlysende, men det ses alligevel alt for tit at folk deponerer deres affald på hytten inden de går ned i dalen.

På mange hytter er det en fordel for en selv og for hytteværten, at man hvis det er muligt, ringer i forvejen og reserverer plads. På de mest frekventerede hytter kan det være obligatorisk, og der kan være flere dages ventetid på at få en plads. Kommer man alligevel anstigende så sent at man ikke kan nå at gå til en anden hytte vil man dog ikke blive smidt på porten, men den umagelige plads på bordet i spisestuen vil fremover minde en om at reservere plads næste gang.

Hytteøkonomien er som regel således fordelt, at overnatningstaksten går til sektionen til vedligeholdelse af hytten, mens bespisning og udskænkning er en bonus til hytteværten. Den bedste måde at holde sig på god fod med hytteværten på, er derfor ved at give lidt omsætning i køkkenet. Medlemmer af de lokale bjergklubber eller af Club Arc Alpins hytterabatordning nyder en betragtelig rabat på overnatningstaksten, og i en del hytter, især i Østalperne, giver et sådant medlemskab endvidere fortrinsret til pladserne.

Selve overnatningen foregår på de fleste hytter i Frankrig og Schweiz i fællesrum, hvor man ligger skulder ved skulder på de brede madrasser. I hytterne i Tyskland og Østrig forventes det at man medbringer sin egen sovepose, og der er ofte også mulighed for at sove i et dobbeltværelse mod merpris. I de italienske hytter er det oftest etagesenge der benyttes, og det er utroligt, hvor mange senge der kan klemmes ind i et lille rum. Men fordelen herved er, at man trods alt har sin egen seng.

Glem endvidere ikke, at ligesom på et skib på åbent hav, er det hytteværten som er kaptajn, og man gør derfor klogt i at adlyde værtens instrukser. Oftest er der en fornuftig grund til at tingene er som de er. Tænk også på at jobbet som hyttevært ikke kan gøres med en 12-timers arbejdsdag 7 dage om ugen, og man skal derfor respektere de pauser som værten holder, og i øvrigt gøre sit til at gøre opholdet så behageligt som muligt for begge parter. Det er til hver en tid bedre at have hytteværten som sin allieret end som sin modstander. Og frem for alt skal man respektere hytteroen når hytten lukker ud på aftenen. Det vil man selv sætte pris på når man bliver vækket klokken halv tre om morgenen.