Navigation: Quicklink   
Start  >  Bjergbestigning  >  Guide  >  Index  > Damavand
 
 Opdateret 18-11-05  
Roccia Nera

Damavand    5671m

Tilbageblik mod Damavand fra hovedvejen mod Teheran.

Tilbageblik mod Damavand fra hovedvejen mod Teheran (SW).

Damavand er det højeste bjerg i Iran og samtidig det højeste bjerg i den vestlige del af Asien. Som en stadig svagt aktiv vulkan rager Damavand over 800m højere op end landets næsthøjeste bjerg og er naturligvis et eftertragtet mål for enhver bjerginteresseret iraner. Bestigningen er teknisk let men bjerget er enormt, ca. 15km i tværsnit, og orienteringen kan være vanskelig i tåge.

Førstebesteget: 1837 (Yakhar dalen)
Kort: ukendt
Fører: ej tilgængelig

A) S-flanken fra Barghah-e-Sevvom. 7 timer, WS, 1491hm.
  Sydflanken på Damavand er klart den mest benyttede rute, og bestigningen vil normalt ikke volde nogle tekniske vanskeligheder, andet end den betragtelige højde. Den øverste del af bjerget er dog ganske konturløs, og hvis der ikke er god sigt må det anbefales at være ledsaget af en guide.
  Fra Barghah-e-Sevvom, 4180m, følger man stien direkte op over flanken. Stien fører op gennem en dalagtig formation mellem to lavarygge og holder sig her nærmest den venstre (W) lavaryg. Man passerer nedenfor en lille klippeformation, der set nedefra hytten umiddelbart virker som bjergets højeste punkt - hvilket det dog langt fra er! Man fortsætter nu videre op over en ensformig flanke, og efterhånden viger den stenede bjergside med dens klippepartier for et mere gruset terræn. I ca. 5400 meter forsvinder bjergsidens sidste karakteristika og man fortsætter op over en fuldstændig konturløs flanke hvor man i princippet kan gå hvor som helst. I usigtbart vejr skal man være meget opmærksom på hvor man går, idet det ellers kan være ganske svært at finde den rigtige vej ned igen. Med lidt held når man således toppen af Damavand, 7 timer i opstigning, 4 timer i nedstigning.

B) NE-flanken fra Haraz dalen. 4 dage, WS+, 4670hm.
  Der findes en lang række andre ruter på Damavand, som dog ikke benyttes særlig ofte. Blandt disse alternative ruter er jeg blevet anbefalet NE-flanken, og denne rute byder på en spændende mulighed for at bestige Damavand uden at bestigningen er alt for overcrowded. Alene det at man skal være selvforsynende på hele turen sorterer mange bestigere fra. Tilgangen til ruten foregår gennem dalen NE for Damavand - jeg har ikke kendskab til dalens navn, men muligvis der er tale om Yakhar dalen.
  Fra Amol eller Mahmud Abad ved det Kaspiske Hav, eller fra Teheran kører man i bil ad hovedvejen hhv. op eller ned gennem Haraz dalen indtil denne møder Yakhar? dalen (se ovenfor) ca. 18km NE for Damavand, ca. 1000m. Herfra vandrer man op gennem denne dal indtil man når en lille hytte i ca. 4800 meters højde. Man regner med to dages vandring frem til denne hytte, og der er adskillige muligheder for at campere undervejs. På topdagen følger man for det meste en udpræget grat op, men undervejs er der dog flere isede flankepassager der skal overvindes inden man når toppen. Retur til hytten samme dag, og men må herefter regne med en fjerdedag til at vandre ned til Haraz dalen igen. Det bemærkes at denne rutebeskrivelse er indhentet mundtligt hos den iranske bjergklub, og nærmere detaljer herom bør indhentes her forinden man begiver sig ud på denne tur.

Damavand med S-flankens omtrentlige ruteforløb angivet.

Interne links:

Bjergbestigning i Iran
Bjergbestigning i Alborz bjergene
Eksterne links:

Officiel iransk side om bjergbestigning i Iran
UIAA MedCom på bestigning af Damavand