Jeg har altid været draget af bjergene i Schweiz. Intet andet sted i Europa finder man en sådan koncentration af høje, sneklædte tinder, og en sådan variation af enestående bjerge. Alperne dækker jo ganske vist ikke bare Schweiz, men også nabolandene Frankrig, Tyskland, Italien, Østrig og Slovenien. Alligevel er det i Schweiz man finder den største mangfoldighed af store bjerge: store, enkeltstående massiver som Grand Combin, lange og forholdsvis ensartede bjergkæder som i Bündner Alpen, vilde nordvægge som på Eiger og nabobjerge ud til Grindelwald, spidse og takkede grater som i Nadelgrat, eller ensomt stående og dominerende enkelttoppe som Matterhorn.
I Schweiz vil man altid kunne finde en bjergtop, som det er muligt at komme op på, uanset vejrforhold og årstid og med hensyntagen til den enkeltes kondition, erfaring, udfordringsbehov og vovemod.
Selv om langt de fleste bjerge i Schweiz hører ind under Alperne, er der alligevel flere velafgrænsede bjergkæder, hver med deres karakteristika:

Jura Berner Oberland Berner Alpen Walliser Alpen Urner Alpen Glarner Alpen Tessiner Alpen Bündner Alpen

   

Walliser Alpen har den største koncentration af høje toppe i Alperne, da over halvdelen af bjerge over 4000m findes her i Wallis. Det absolut centrale udgangspunkt for disse mange toppe er Mattertal med byer som Randa, Täsch og Zermatt, da man fra denne dal har adgang til ikke færre end 31 4000'ere, heriblandt Matterhorn 4478m, Monte Rosa 4634m og Dom 4545m. En anden vigtig dal er Saastal, som har en lang række bjerge til fælles med Mattertal samt et par stykker for sig selv. 13 4000'ere kan nås fra denne dal, heriblandt Nadelhorn 4327m og Weissmies 4023m. Endelig skal nævnes Val de Zinal i Anniviers, som er en mere rolig dal, men alligevel med adgang til det smukke Weisshorn 4505m samt fire andre 4000'ere. De vestlige toppe i Wallis kan med fordel nås fra en basislejr nede i Rhônedalen, hvorfra man let kan nå ind i de enkelte dale.
 
Urner Alpen er en lille velafgrænset bjerggruppe mellem Grimsel-, Furka- og Sustenpasset, men alligevel ganske varieret. Den vestlige del udgøres af det store gletscherklædte Winterberg-massiv med flere varierede toppe op til 3630m, mens den østlige del byder på noget af det bedste klippeklatring der findes i Schweiz, og måske i Alperne overhovedet. Klatresteder som Handegg, Göschenen og Eldorado vil være kendt for enhver klatrer af den hårdere kaliber, og da området ikke er så velkendt af turisterne har man store chancer for, kun at skulle dele bjergene med ligesindede.
 
Glarner Alpen er bjergkæden mellem Vorderrhein og op mod Zürich. Det er den østlige forlængelse af Urner Alpen, men klippen er ikke nær så god her, og bjergene bliver heller ikke frekventeret så meget. I de nordlige dele træder kalken frem, og her er der dog flere gode klatresteder, blandt andet Brügglerwand, hvor Dansk Bjergklub i en årrække har afholdt alpint klatrekursus.
 
Tessiner Alpen er klemt inde mellem de to Rhindale og strækker sig ned mod Italien i Schweiz' sydligste kanton Ticino. Der er tale om forholdsvis lave bjerge, med højeste top Rheinwaldhorn 3402m. Dette er en forholdsvis tilbagestående del af Schweiz, og turismen er ikke så veludbygget. Det er et udpræget vandreområde med mange lette og alligevel interessante toppe, omend infrastrukturen gør det lidt vanskeligt at komme rundt.
 
Bündner Alpen er en fælles betegnelse for det store bjergområde, der strækker sig fra Rhindalen mod Østrig og Italien. Vi er her nået ind i Østalperne, og bjergkæderne er her flettet ind mellem hverandre; bortset fra Inndalens regelrette snit er der intet system i dalenes forløb. Som i Tessin er der her store områder hvor der ikke kommer mange mennesker, og det er også her at Schweiz' p.t. eneste nationalpark er beliggende. Omvendt er der flere steder hvor især skiturismen florerer, eksempelvis fra St. Moritz, Arosa, Davos og Klosters, De centrale dele af bjergene er mest til vandring og lettere topbestigninger, men i syd finder vi nær Vicosoprano Alpernes yngste granit i Bergell, med tilhørende fantastiske klipperuter på Piz Cengalo og Badile. Og længere mod øst følger Berninagruppen med Østalpernes eneste 4000er, Piz Bernina med 4049m.