|
Også i dag var det et pragtfuldt vejr, kun ned gennem Arundalen og mod teraien var der skyer, ellers stod alle bjergene som skåret ud i sten. Foreløbig gik det ganske godt i højden. Efter en lille time nåede jeg frem til det sted hvor centraltoppens NE-grat dykker ned i Meragletscheren og laver et mindre séracbrud. Hidtil havde det gået relativt fladt deropad, men nu blev det stejlere. Sporet førte op på venstre side af séracerne og steg ikke mere end 50-70m, alligevel syntes jeg det tog lang tid at komme op. Vel oppe kunne jeg konstatere at jeg havde sat ny personlig højderekord, da højdemåleren viste 6015m. Nu var det bare at fortsætte op langs denne NE-grat. Selv om jeg var kommet over séracerne betød det ikke at sporet steg mindre, eller var det bare mig der følte det sådan? En time efter start havde jeg nået 6015m eller 220hm, en time senere 6190m eller 175hm. Nu begyndte højden så småt at gøre sig gældende. Under séracbruddet havde jeg mødt en englænder som havde givet op overfor stigningen og han sagde at man kunne vælge frit mellem de to toppe, da sporet førte op på centraltoppen og derfra kunne man blot fortsætte til nordtoppen, hhv. 2 og 4 timer sagde han. Dengang sagde jeg at hvis mulighederne var der ville jeg nok gå efter det højeste punkt. Halvanden time senere så tingene lidt anderledes ud. Jeg havde nået 6200m, gik stadig på læsiden af denhersens grat, og det var længe siden at jeg havde set noget til nogen af toppene. For mig var det kvæleri nok at skulle fortsætte op til centraltopen som dog kun var en god time væk, kunne jeg regne ud. At så skulle lægge et par timer til for også at nå nordtoppen ville være at stramme den lidt, mente jeg. Efter tre timer nåede jeg 6360m eller 170hm på den sidste time. Nu kunne jeg se begge toppe igen - tilsyneladende var centraltoppen højest, men nordtoppen lå længere tilbage så måske det snød lidt. På det sidste havde jeg gået 30-40 skridt ad gangen og så holdt et par min. pause, men nu var det næsten som om at trætheden var glemt - nu kunne jeg se målet forude. Snart var jeg henne i sadlen hvor jeg fik et glimt ned i Hinkudalen dybt dybt nede, men min opmærksomhed var rettet mod graten op til toppen. Et sidste stejlt stykke, så var jeg der. Jeg tog dog ikke højde for højden og måtte stoppe - pustende og stønnende et stykke oppe. Jeg kom til mig selv igen - nu kun 10-15m fra toppen, og straks efter var jeg oppe. Ud af øjenkrogen kiggede jeg over på nordtoppen, men selv om gratryggen derovertil var ganske enkel så jeg ingen grund til også at tage den med. Én sekstusinder om dagen måtte være nok, og noget lignende havde de andre vel også tænkt, da der ikke førte spor videre mod nordtoppen fra centraltoppen.
|
Artikel: Hinku
