|
Tiden var nu inde til den store udfordring: Pikes Peak Marathon. Jeg følte ikke jeg havde forberedt mig og trænet optimalt for at gøre en god indsats ved løbet, men jeg var nok også for meget bjergbestiger og livsnyder til at kunne træne så ihærdigt som Martin havde gjort det. Men jeg var overbevist om at jeg sagtens kunne nå hele vejen til tops og ned igen indenfor cuf-off tiden på ti timer. Som planlagt holdt jeg igen fra starten for ikke at blive revet med af masserne, og da det bar op over Barr Trail fandt jeg ind i en god rytme, hvor jeg holdt mine tiltænkte mellemtider forbløffende tæt. Min styrke her ved PPM ville ikke være selve løberiet, men at jeg som altid er stærk i højden, og efter at jeg den første times tid var blevet overhalet af ret så mange andre løbere kunne jeg nu holde fint trit med de øvrige. Ovenfor A-Frame fik jeg så min relative styrke i forhold til de øvrige, men her nede i den tunge halvdel befandt der sig mange løbere, som ikke var rutinerede i at give plads til overhalende, således som det praktiseres i Schweiz, og jeg blev ofte fanget bag sløvere løbere, som ikke forstod at give plads når jeg ville overhale. Jeg nåede dog toppen på den forventede tid, og hvilken lise det var at have nogenlunde frit løb ned. Nede omkring Barr Camp igen kunne jeg dog mærke at jeg ikke havde så mange km i benene, og kunne derfor kun lunte ned. Jeg nåede dog ned til Manitou Springs med over halvanden time margin til cut-off, og var egentlig ganske tilfreds hermed. Jeg kunne dog godt finde på at gentage løbet en anden gang, når jeg har flere km i benene.
|
Bjergbestigning i Colorado
