2003

Også dette år var jeg arbejdsramt, men en heldig kombination af søgnehelligdage og en effektiv udnyttelse af opsparet flextid gjorde at jeg alligevel kunne holde hele ti ugers ferie i 2003, indledende med en lille forlænget weekend på ski i Norge hvor jeg lavede et smugangreb på årets første top Bottølen ovenfor Femund, som derved blev min første skibestigning siden 1996. Ellers var forårets højdepunkt en opdagelsestur til Iran for at undersøge mulighederne for bjergbestigning her. Det lykkedes mig desværre ikke at bestige Irans højeste bjerg Damavand på grund af dårligt vejr, men med Tochal fik jeg dog en enkelt top med hjem.

Hovedferien blev traditionen tro tilbragt i Alperne, og i år havde jeg fået mulighed for at være af sted fire uger sammen med Jacob Klaris, og det var en ganske fin grobund for en lang række bjergture. Ti bestigninger blev det til i løbet af de fire uger, og heriblandt var der flere fine bestigninger, såsom Hinter Jamspitze, Dreiländerspitze, Lagginhorn og Pierre Avoi. Vigtigst af alt var dog at vi fandt ud af at vi fungerede ganske godt sammen både på og af bjerget, en erkendelse der lovede godt for længere ture i fremtiden.

En lille smuttur til Alperne i efteråret kunne der også blive plads til. Den årlige UIAA generalforsamling blev denne gang afholdt i Berchtesgaden i Bayern, og denne gang var det lykkedes mig at overtale Jan Bønding til at tage nogle ekstra dage dernede så vi kunne få lidt bjerg under fode. Vi havde dog satset lidt for højt, da besværlige sneforhold gjorde det for tidskrævende at nå frem til den top som vi havde udset os. Ganske vist havde jeg dagen forinden fået besteget en anden top, men da Bønding havde meldt pas på denne blev det ikke til nogen fælles bestigning i denne omgang.

Inden året randt ud tog jeg dog tre uger til Kenya og Tanzania med det overordnede formål at bestige Uhuru Peak, højeste punkt på Kilimanjaro. Vi var seks mand afsted, og denne bestigning blev gennemført med ubetinget succes: alle mand på toppen ad den ikke helt nemme Western Breach rute, og med Shira Cathedral som sidegevinst. Vi nøjedes dog ikke med Kilimanjaro, men ugen forinden havde vi gennemført en komplet overskridning af Aberdares massivet i Kenya, egentlig tiltænkt som en akklimatisering til Kilimanjaro, men som viste sig at blive det helt store eventyr på et sted hvor en hvid mand aldrig før havde sat sin fod. Overskridningen kronedes med sandsynligvis dansk førstebestigning af massivets højeste punkt Oldonyo Lesatima, så resultatet af dise tre uger må siges at være en ubetinget succes.

2003 betragter jeg således som et ganske succesrigt år rent bjergmæssigt, omend jeg ikke helt fik opfyldt mine målsætninger om at nå min top nr. 150 inden sommerferien samt opnå fire Club31-points i sommerferien. Jeg nåede kun 149 toppe inden sommeren og fik faktisk kun scoret et enkelt point i sommeren, men alligevel har året på så mange andre måder været så udbytterigt at jeg kun kan være tilfreds - med 17 toppe er det det største antal bestigninger på et år siden 1986!

På toppen af Bottølen - første skibestigning i syv år.   Tête des Etablons - en af fire toppe vi lavede under en todages bivuaktur ovenfor Verbier.

Bjergture 2003:
Iran (maj)
Ötztaler Alpen (juli)
Silvretta (juli)
Berner Alpen (august)
Saas Grund (august)
Martigny (august)
Berchtesgaden (oktober)
Aberdares (december)
Kilimanjaro (december)
Bjergbestigninger 2003:
Bottølen
Tochal
Parstleswand
Bielerspitze
Hinter Jamspitze
Dreiländerspitze
Lagginhorn (2. best.)
Jegihorn
La Crevasse
Pierre Avoi
Tête des Etablons
Mont Rogneux
Grosser Weitschartenkopf
The Elephant
Oldonyo Lesatima
Shira Cathedral
Uhuru Peak (Kibo)