Navigation: Quicklink   
Start  >  Bjergbestigning  >  Guide  >  Index  > Liskamm E
 
 Opdateret 30-12-02  
Roccia Nera

Liskamm E    4527m

Liskamm E set fra toppen af Piramide Vincent

Liskamm E set fra toppen af Piramide Vincent (SE).

Liskamm E er østtoppen og højeste punkt på den fem kilometer lange kam, som Liskamm udgør. Liskamm er et helt massiv i sig selv, og står i den henseende ikke tilbage for det nærliggende Monte Rosa. Især set fra Grenzgletscher er Liskamm et imponerende bjerg af himalaya-agtig karakter. Liskamm bestiges oftest ad graterne, der ikke er synderlig svære, men dog kendt videnom for sine lumske vægter.

Førstebesteget: 1861 (E-graten)
Kort: Blad 1348 Zermatt
Fører: SAC Walliser Alpen bind 4

A) E-graten fra Rifugio Gnifetti via Lisjoch. 5 timer, WS, 916m.
  Den letteste rute på Liskamm og samtidig en meget flot rute ad en konstant meget eksponeret grat.
  Fra Rifugio Gnifetti (3611m) stiger man mod øst ned på det store firnfelt og stiger her mod nord. Man fortsætter i samme retning ud på Ghiacciaio del Lis og passerer først Piramide Vincent og senere Balmenhorn venstre om (W). Ovenfor Balmenhorn lader man ruten til Margheritahytten ligge til højre, og stiger direkte op i Lisjochs laveste punkt, 2 timer. Man passerer syd om "Entdeckungsfelsen" (4178m) og stiger så op på Liskamms østgrat. Graten består i langt overvejende grad af sne, og bliver hurtigt både smal og stejl. Cirka halvvejs oppe bliver graten horisontal og bølget med store vægter, men stiger snart op igen og bliver endnu stejlere end før. På grund af vægterne må man som regel holde sig let på nordsiden af graten. Man når således frem til toppartiet og når højeste punkt over enkelte klipper, 3 timer. Ialt 5 timer i opstigning, 3 timer i nedstigning.

B) W-graten fra Liskamm W. 3 timer, ZS, 110hm.
  En komplet overskridning af Liskamm er en eftertragtet rute blandt erfarne alpinister, og en overskridning der kan foretages i begge retninger.
  Fra Liskamm W, 4479m, klatrer man ned over vesttoppens E-grat, der som oftest består af tilsneede klipper. Klatringen strækker sig over næsten 500m og er konstant ganske eksponeret. Man når således ned i sadlen 4417m, der er laveste punkt mellem de to toppe, 2½ time. Graten skifter her fuldstændig karakter, bliver bred og let og består nu af sne resten af vejen frem til østtoppen, ½ time. Ialt 3 timer, 7 timer fra Rifugio Quintino Sella.

C) NE-væggen fra Monte Rosa-Hütte. 11 timer, SS, 50-60°, 1732hm.
  Den flere kilometer brede NE-væg på Liskamm har kun en enkelt rute, der kan betragtes som nogenlunde objektiv sikker. Heldigvis er det samtidig den mest æstetiske rute, med en linieføring direkte til højeste punkt.
  Fra Monte Rosa-Hütte, 2795m, fører en god sti mod SE op over Untere Plattje. Hovedstien fortsætter oppe ovenfor morænerne i retning mod Obere Plattje, men for at komme til Grenzgletscher følger man i stedet et stispor gennem blokmark, markeret med røser, frem til gletscheren, som man når i knap 3100m, 1 time. Man stiger nu ud over den spaltefyldte gletscher, idet man sætter kurs mod en dalagtig sænkning, der kommer ned fra en klippeudløber fra Dufourspitze og som dukker under isen ved P.3472. Man kan enten vælge at følge denne dalsænkning op og passere tæt under denne klippeudløber, eller søge længere ud på gletscheren hvor en art rampe fører ind i det centrale isfald omkring 3500m, hvor få, men store spalter skal passeres for at nå op til et fladere parti ovenfor. Ruten gennem isfaldet er som regel impassabel i sensommeren. De to varianter mødes på et bredt gletscherplateau i 3700m, 2-3 timer. Her forlader man hovedsporet der fortsætter mod Lisjoch og Margheritahytten, og krydser i stedet gletscheren mod syd til foden af væggen, i direkte faldlinie af toppen, 20 min. En tydelig klipperibbe følger en stor del af denne faldlinie, og under gode sneforhold stiger man op over isvæggen umiddelbart til venstre (E) for denne klipperibbe. I tilfælde af at væggen er iset må man evt. søge ind til denne klipperibbe og klatre den op. Ribbens klipper er rimelig faste, men byder på konstant vanskelig klatring. Det sidste stykke mod toppen er dog altid et stejlt sne- eller ishæng, 7 timer. Ialt 11 timer.

Liskamm E set fra toppen af Piramide Vincent

Interne links:

Monte Rosa-Hütte
Bjerghytter
Rutebeskrivelse Liskamm W
Bjergbestigning i Mattertal
Generel information om Mattertal
Egne bestigninger af Liskamm E
Eksterne links:

Monte Rosa-Hütte
Turistinformation Zermatt
Zermatt webcams