Navigation:    
Start  >  Nyheder  > 3. april 2018
 
 Uploaded 03-04-18  

Seneste nyheder:

3. april 2018 De første 100 bjergbestigninger
  Jeg har altid haft mange jern i ilden her på viaalpina.dk, for tid og ofte bliver jeg inspireret til at gå i gang med et eller andet projekt, som måske kunne se godt ud her på siden, men det er ikke altid det fungerer efter hensigten, hvorefter projektet ofte ryger i glemmebogen eller langsomt, med tiden forsvinder her fra sitet.
Der er dog andre projekter som også får en hensygende tilværelse, men alligevel bliver de hængende, fordi projektets omfang alligevel har en overskuelig størrelse. Og et sådant projekt er den oversigt jeg har over de bjerge jeg med tiden har besteget.
Dette projekt påbegyndte jeg i 2004 på et tidspunkt hvor jeg havde tidsmæssigt overskud til at arbejde på projektet, og siden har projektet det meste af tiden ligget stille, undtagen når jeg har haft tid til at arbejde med det, hvilket skete i 2007, 2008, 2013, 2016 og 2017, de seneste år i form af tilføjelser med de nyeste bestigninger jeg har foretaget.
Men nu har jeg dannet mig et mere præcist overblik over, hvor mange bestigninger jeg rent faktisk har foretaget, hvilket udgør 260 bestigninger. Den sidste selvstændige top jeg har besteget var top 260: Bukit Timah i Singapore, som jeg besteg i 2014, og min seneste nybestigning var top 206: High Point Bison, som jeg besteg i 2011, de øvrige 54 bestigninger har i sagens natur været genbestigninger.
For tre uger siden er jeg igen begyndt at oprette de manglende filer, for selv om alle 260 bestigninger har haft hver sin egen fil her på nettet, er det dog kun henved halvdelen af filerne som har haft et brugbart indhold, de øvrige filer har kun været oprettet for at have et system man kan navigere i og som jeg kan udfylde data i når jeg får tid til det.
Den tid har jeg så her i disse dage, og så må vi se hvor langt jeg når. I dag har jeg så oprettet filen med min 4. bestigning af Saint Julien, og dermed kan mine første 100 bestigninger ses her på nettet.
Det betyder så også at alle bestigninger jeg har foretaget i 80'erne kan ses her, og det viste sig at være en rimelig overkommelig opgave. Især for de første 50 toppe, hvor jeg i sin tid havde lavet min egen bog med disse bestigninger, men også for de følgende 50, hvor jeg jo også havde lavet min egen årsrapport, så jeg i det mindste havde bestigningsdata og dagbogsbeskrivelser.
Jeg havde selvfølgelig også taget billeder af de enkelte toppe, men de var i sagens natur taget på slides og dermed ikke tilgængelige digitalt, i hvert fald ikke før 2003 hvor jeg selv fik et digitalkamera. Her har jeg så måttet ty til internettet, og her har jeg heldigvis været i stand til at finde billeder af alle de bjerge, jeg ikke i sin tid har lavet digitale kopier af.
Nu arbejder jeg mig videre nordpå med top 101, og så må vi se hvor længe jeg har overskud til at oprette de nye filer. Jeg kan dog sige, at den første top (Nadelhorn) bliver ganske let, for det er en af dem jeg oprettede i 2004!



  Tidligere nyhedsbreve:
15. marts 2018 Tilbageblik på Lappland
24. februar 2018 Mulighedernes land
24. januar 2018 Et nærmere kig på Yellowstones varme kilder
2017 Nyhedsbreve 2017.