Navigation:    
Start > Vandring > Sverige > Halland > Hallandsleden
> Etape 1
 Uploaded 24-03-11
1 2 3

Hallandsleden

Etape 1: Koarp - Knäred
Hallandsleden 1-3

33km, 2 dage
Vandrer man Hallandsleden fra syd tager denne sin begyndelse i Koarp midt på Hallandsåsen. Dette sted er ikke nemt at nå med offentlig trafik, men er det punkt, hvor Hallandsleden tilslutter til Skåneleden Kyst till Kyst, hvorfor det vil være nærliggende at indlede vandreturen med at vandre en dagsetape eller to på Skåneleden.
Fra Koarp fører denne etape os fra Hallandsåsens udbredte skovområder og ned i Hallands landbrugsområde, der ofte bliver betragtet som Sveriges kornkammer. Hallandsleden søger dog hurtigst muligt væk fra kysten og ind i grænseområdet mellem Smålands skove og Hallands kornmarker, og krydser her undervejs de to større vandløb Smedjeån og Lagan.

Ruten følger overvejende brede grusveje, afvekslende med mindre skovstier, og er generelt tilfredsstillende markeret hvor der er behov for det, omend ikke så udbredt som man måtte kende det fra Skåneleden.
Kort: Terrängkarten blad 513 og 514 Markaryd samt evt. Hallandsleden/Södra delen (i samtryk med rutetips).



Vandring langs med Smedjeån.

Henrejse

Koarp kan ikke nås med offentlig transport, men for bilende er der en stor parkeringsplads lige ved siden af overnatningspladsen. Nærmeste busstop er i Våxtorp, 7-8 km mod nord, og har man ikke adgang til bil vil det derfor være nærliggende, enten at tage en taxa, at kombinere denne etape med Skåneleden Nords etape 3 fra Båstad eller etape 4 fra Åsljunga, eller vandre ind fra Våxtorp, se under Dag 1.
Find køreplan her



Dagsetaper

Dag 1: Koarp - Ekegården, 13km
Dag 2: Ekegården - Knäred, 20km



Hjemrejse

Fra Knäred kører enkelte busser uregelmæssigt mod Laholm, typisk i myldretidsperioden. På øvrige tidspunkter bør en taxa kraftigt overvejes. Men fra Laholm er der regelmæssig forbindelse med Øresundstog til København, rejsetid godt tre timer.
Find køreplan her




Turbeskrivelse

Dag 1    Koarp - Ekegården, 13km
   Hvis man vælger at indlede turen med en dag eller to på Skåneleden er man nået frem til Koarp ved at vælge Etape 3 eller Etape 4 på Skåneleden Nord, og man vil derfor tage udgangspunkt i overnatningspladsen i Koarp.
   Fra vindskyddene i Koarp krydser man landevejen og følger markeringerne mod nord. Da man tidligere har vandret på Skåneleden vil man straks bemærke, at stierne her på Hallandsleden ikke er trådt i samme omfang som på Skåneleden, ligesom markeringerne er mere sporadiske. Vi vandrer langs kanten af Koarpsmosse, og når frem til Slätthult, 1km, hvor vi kommer ud på en skovvej, hvor vi begynder at stige ned fra Hallandsåsen. Vi når frem til Skånevägen, som i en jævnt kedelig, men effektiv nedstigning bringer os de 130 højdemeter ned til hovedvej 24 nær Jonstorp, 4km. Vi fortsætter en stund mod nord ad hovedvejen, i retning mod Våxtorp, hvor det nærmeste busstop til Koarp ligger, men drejer efter en lille km til højre mod Ön. Her når vi frem til Stensån, hvor der er mulighed for at tage en tidlig frokostpause, 6km.
   På den anden side af Stensån drejer Hallandsleden til højre for at føre frem til hovedvej 24. Man kan dog med fordel i stedet dreje til venstre og tage første vej derefter mod højre forbi gården Vältevred. Umiddelbart efter krydser man hovedvej 24, og ved at gå via Vältevred undgår man en halv km vandring på den trafikerede hovedvej, 7km. Nu følger en dejlig og let vandring gennem åben skov og over græsmarker, og for enden af vejen kort til venstre og videre mod nord frem til Skråmered, 10km. Hertil kan man også komme direkte fra busstoppet i Våxtorp, små tre km borte, og dette er den korteste mulighed hvis man blot vil vandre denne etape af Hallandsleden, uden at tage den fra sin begyndelse i Koarp. Fra Skråmered vandrer vi østpå gennem skoven ad en dejlig skovvej lands Smedjeån, og kort før Ekegården når vi frem til overnatningspladsen, der er et vindskydd på højre hånd, 13km. Her er bålplads, men ingen vandpost; vand kan i stedet hentes ved den lille dæmning længere oppe ad vejen. Her er også toilet og affaldsspand. Vandet er fint nok, men bør dog nok koges inden brug.

Dag 2    Ekegården - Knäred, 20km
   Fra overnatningspladsen ved Ekegården fortsætter vi i samme retning forbi den lille dæmning og videre ud ad et traktorspor, der bevæger sig gennem et småsumpet område. Vi passerer Hyltemossen og når frem til en bedre skovvej, 2km. Vi følger denne frem til landevejen mellem Laholm og Hishult, som vi når fremme ved Flammabygget, 3km. Nu et kort smut til højre, og gennem Eketsbygget når vi en fin skovsti, der over nogle km snor sig gennem den tætte skov. Vi når frem en større skovvej, 8km, som vi følger mod NE. Skovvejen følger gennem et langstrakt åbent område i skoven, og efter Skenabygget stiger vejen op til Svenshult, 11km. Gennem det åbne landskab holder vi nu mod nord frem og ned til Hult, 12km. Vi er nu nået ned til den lille Hultån, som vi følger nedstrøms, indtil den løber ud i Hjörneredssjön, 14km. Ikke langt herfra løber floden Lagen, men den er dæmmet op lidt længere nede, hvilket har medført, at flere søer i dette område er blevet oversvømmet og smeltet sammen til en. Og når vandstanden er høj står vandet i Hjörneredssjön så højt, at vejen også ville være blevet oversvømmet, hvis ikke der var bygget en bro på stedet. Der findes stadig enkelte huse i området, som i dag står på den oversvømmede søbund, og selv om vi har gået en stor del af dagens etape er det et passende sted at holde frokostpausen.
   Vi krydser søen over broen, og når kort efter gården Vippentorget. Denne gård daterer sig tilbage til 1700-tallet, og man vil undre sig over de manglende vinduer, da de belyses gennem en åbning i taget over ildstedet. Gården er åben fra tid til anden om sommeren, og lige ved siden af ligger en kiosk, hvor der om sommeren sælges kaffe og varme vafler. Et par hundrede meter mod NW for Vippentorget ligger Midsommerstugan, en klippegrotte, som klart er et besøg værd. Ifølge sagnet boede her trolden Midsommergubben, som på et tidspunkt hjalp en bonde, hvis ko var faldet ned i grotten. Trolden hjalp koen ud, og som tak for hjælpen fik trolden lov til at malke koen.
Efter at have tilbragt en spændende tid ved Vippentorget må vi videre den sidste bid vej. Vi følger markeringerne mod E, krydser tværs gennem Timmershult, 15km og stiger op gennem Kråkemossen. Nu følger en let vandring østover gennem kuperet skovterræn, indtil vi når ud på en åben mark oven for Knäred, med god udsigt til samme. Kort efter når vi frem til overnatningspladsen ved Västralt, 18km, og hvis hvis man har mulighed for at tage en nat mere på turen, eller skal fortsætte mod nord kan stedet varmt anbefales. Ellers følger vi blot markeringerne, der langs en skovvej og en skovsti fører ned i Lagans dalgang, hvor vi når hovedvej 117, 19km, og hvor vi drejer mod højre. Efter en lille halv km fører en vej over floden og ind i Knäred, hvor vi finder busstoppestedet mod Laholm, 20km.

Vandret februar 2009 med Allan Hilliger



Interne links:

Skåneleden nord 3: Koarp-Båstad
Skåneleden nord 4: Åsljunga-Koarp
Markaryd Vest 1: Markaryd-Koarp
Hallandsleden 2: Knäred-Simlångsdalen
Allemansrätten
Eksterne links:

Hallandstrafiken