Navigation:    
Start  >  Nyheder  > 27. november 2014
 
 Uploaded 27-11-14  

Seneste nyheder:

27. november 2014 Den lange forberedelse til en vandretur
  Forrige måned beskrev jeg hvordan jeg i oktober var taget på min første vandretur med overnatning næsten halvandet år efter jeg var blevet ramt af en blodprop mens jeg var på sommerferie i Canada. Men ved det galleri beskrev jeg kun kort den lange vej jeg var gået for overhovedet at kunne tage på en sådan overnatningstur i skoven. Hvilket jeg besluttede at ville rette lidt op på med dette galleri.
Første trin i processen med at komme tilbage til min normale krops fulde brug var at komme i gang med at løbe igen, hvilket jeg oprindeligt mente burde kunne komme på plads igen i løbet af et års tid, men her gjorde jeg regning uden vært. For da jeg forsøgte mig med en første lille løbetur seks uger efter jeg var blevet udskrevet efter seks uger på hospitalet skulle der fire forsøg til før jeg var i stand til at løbe 70 meter kontinuerligt.
Det var selvfølgelig skuffende, at jeg ikke bare kunne vende tilbage til løberiet, for selv om jeg i sin tid først var gået i gang med at løbe i 1989 har jeg jo altid godt kunne lide at bevæge mig under åben himmel, det være som ornitholog i 1970'erne, som bjergbestiger i 1980'erne, som løber i 1990'erne og som vandrer her i 2000-tallet.
Og efter jeg omkring 2010 havde lagt den mere konditionskrævende bjergbestigning på hylden havde jeg slået mig til tåls med, blot at bestige et enkelt bjerg hvert år og ellers holde min kondition ved lige med regelmæssige løbeture og månedlige vandreture. Og når jeg efter blodproppen jo ikke rigtig kunne løbe var det nærliggende at se, om ikke jeg i det mindste kunne gå en god lang tur.
Til at begynde med skulle det dog ikke være nogen tur med tung rygsæk, men da jeg efter en måneds stigende succes med løberiet efterhånden var kommet op til at kunne løbe en halv kilometer i Geelskov besluttede jeg at forsøge mig på, om ikke jeg i det mindste kunne gå den lange version af min tidligere traditionelle løbetur gennem Geelskov til Ravnholm. Og det var vel den første tur, som jeg kunne betragte som en egentlig vandretur, selv om den kun varede tre-fire timer.
November måneds galleri:  Dagtur til Ravnholm



  Tidligere nyhedsbreve:
30. oktober 2014 Første telttur med overnatning siden blodproppen
28. september 2014 Tre nye gallerier
30. juni 2014 Nebraskas højeste punkt
25. maj 2014 Fra Mount Rushmore til Harney Peak
28. april 2014 Besøg ved Little Bighorn
31. marts 2014 Supervulkanen Yellowstone
27. februar 2014 En forsmag på Yellowstone
27. januar 2014 Begyndelsen på en tur rundt om Yellowstone
23. januar 2014 Endnu et nyt tema blandt mine blogs
2013 Nyhedsbreve 2013.