Navigation: Quicklink   
Start  >  Bjergbestigning  >  Schweiz  >  Anniviers  > Rebledertur
 
 Opdateret 07-05-04  
Klatring på Rothorngrat, Zinalrothorn

Ober Gabelhorn set fra Cabane du Mountet Rebledertur

Zinal

uge 29, 10.-16. juli 2004

Det er snart to år siden jeg sidst har afholdt en rebledertur for Dansk Bjergklub, og jeg er i den mellemliggende tid adskillige gange blev spurgt om ikke jeg ville gentage succesen, og det har jeg hermed besluttet at gøre. Idet princippet bag disse reblederture blandt andet har det formål at introducere klubbens medlemmer på nye områder har jeg denne gang valgt at lægge turen til Zinal i Val d'Anniviers i den sydlige del af Schweiz. Zinal er en lille by for enden af dalen og er udgangspunkt for en lang række bjerge af forskellig kaliber.

Val d'Anniviers er kendt for en række klassiske gratruter på nogle af de mest imponerende bjerge i Schweiz, og fælles for de høje bjerge omkring Zinal er at ruterne ofte er af høj kvalitet. Fire bjerge over 4000m grænser direkte til Zinal, og det mest tillokkende af disse store bjerge er Zinalrothorn (4221m), der kan nås ad to grater, der begge byder på klippeklatring på god klippe. Der findes dog også lettere bjerge i Val d'Anniviers, og især omkring Glacier de Moiry findes en række alpine bjerge som forholdsvis let kan nås fra gletscheren. Eksempelvis Pigne de la Lé (3396m), der er den mest besøgte top fra Cabane de Moiry, eller Pointe de Bricola (3658m) som ganske vist ikke rager så højt op fra gletscheren, men hvor ruten dertil er en fin gletschertravers. Den mest populære 4000'er er dog uden tvivl Bishorn (4153m) som let kan nås fra Cabane de Tracuit. Bishorn er i øvrigt samtidig udgangspunkt for den fantastiske nordgrat på Weisshorn (4506m) som dog kun de færreste tør give sig i kast med. Hvis denne mundfuld er for stor kan man også fra Cabane de Tracuit på kort tid bestige Diablons (3609m), som er et langt mere medgørligt bjerg. Der findes også adskillige vandrebjerge i dalen, og fra Zinal er det især Pointe d'Ar Pitetta (3133m) og Corne de Sorebois (2896m) der kunne komme på tale - begge toppe kan let kan nås som dagtur fra Zinal.

Reblederturen bliver støttet af Dansk Bjergklub således, at klubben betaler halvdelen af reblederens udgifter, mens reblederturens deltagere i fællesskab betaler den resterende andel, normalt 250 kr. pr. deltager. Formålet med disse reblederture er dels at give klubbens medlemmer mulighed for at lære et nye klatre- eller bjergområde at kende, og dels at give nye medlemmer mulighed for at komme afsted på en fælles tur med andre af klubbens medlemmer. Reblederens opgave på reblederturen vil være at fungere som en slags rejseleder, der på lokaliteten kan bistå med rådgivning om rutevalg i forhold til den enkeltes kvalifikationer og forholdene på stedet. Der er således ikke tale om noget kursus, og der ligger heller ikke nogen forpligtelse for reblederen til at deltage i de ture der finder sted, reblederens opgave er af rådgivningsmæssig art, omend det ikke kan undgås at en vis deltagelse vil finde sted. Der er således heller ikke krav om specielle forudsætninger fra deltagernes side, andet end lysten til at opleve et nyt og spændende bjergområde.

Tilmelding senest 19. juni 2004 til janelleby(at)danskbjergklub(dot)dk.




Yderligere oplysninger:

Generelt:
Generelle informationer om Val d'Anniviers
Generelle informationer om Zinal
Transportmuligheder til Zinal
Vandring i Val d'Anniviers

Hytter:
Information om bjerghytterne
Cabane de Tracuit
Cabane d'Ar Pitetta
Cabane du Mountet
Øvrige hytter i Val d'Anniviers

Zinal med Camping Les Rousses markeret
Reblederturen har basislejr på Camping Les Rousses i den sydlige udkant af Zinal.

Elleve gode bestigningsmuligheder fra Zinal og Moiry:
Sex de Marinda 2906m, SW-ryggen, en fin og hurtig vandretur til en fremragende udsigtstop med udsyn over Moiry og Zinals bjerge, 2 timer fra Moiry (L).
Corne de Sorebois 2896m, SE-flanken via Sorebois, en let vandretop fra Zinal med mulighed for en pasoverskridning til Moiry, 3½ time fra Zinal (L).
Pigne de la Lé 3396m, SW-flanken, en let og overkommelig bestigning af en populær top uden de store gletschervanskeligheder, 2 timer fra Cabane de Moiry (L).
Bishorn 4153m, NW-siden, normalruten på denne Zinals mest besøgte firetusinder, og hvor man fra toppen har nok den bedste udsigt til Weisshorn, 2½ time fra Cabane de Tracuit (L).
Diablons 3609m, SSE-graten, en afvekslende gratrute med både sne og klippe, og med en bjerghytte for foden af graten, 1½ time fra Cabane de Tracuit (WS).
Trifthorn 3728m, SE-graten, en traditionel alpin rute over en noget opspaltet gletscher til en flot pyramideformet top, 3 timer fra Cabane du Mountet (WS).
Mammouth 3219m, en højalpin klettergarten tæt på Cabane du Mountet med en lang række spændende klipperuter på fast klippe, 2 timer fra Cabane du Mountet (ZS og opefter).
Couronne de Bréona 3159m, SE-graten, en klippegrat der nyder stigende popularitet og som hurtigt bliver fri for sne efter dårligt vejr, 2½ time fra Cabane de Moiry (ZS).
Grand Cornier 3962m, NW-graten, en klassisk og afvekslende alpin rute med både gletschervandring og klippeklatring med luft under fødderne, 4 timer fra Cabane de Moiry (ZS).
Zinalrothorn 4221m, N-graten, en flot rute på et karismatisk og eftertragtet bjerg og med flere interessante klippepassager undervejs, 5 timer fra Cabane du Mountet (ZS).
Ober Gabelhorn 4063m, N-væggen, vel nok en af Alpernes smukkeste isvægge, og hvor bare adgangen til ruten er en lille ekspedition i sig selv, 6 timer fra Cabane du Mountet (SS-).

Galleri:
Klatring på Mammouth
Rothorngrat
Rebledertur til Fluchthorn

Turberetning:
Rebledertur Randa 2002
Rebledertur Saas Grund 2001