14. januar 2022

Efter Mercedario og San Juan

For fire år siden var jeg med Jacob Klaris i Argentina for at bestige Aconcagua, verdens højeste bjerg udenfor Asien. Vi fik ganske vist besteget bjerget i fin stil, men jeg lærte også et og andet om Argentina. Nemlig at landet er befolket af livsnydere, og man skulle da også være et skarn hvis ikke man kunne nyde livet når man bor i et land der fremstiller noget af verdens bedste oksekød og producerer en fremragende vin. Faktisk blev jeg så begejstret for landet, og for Mendoza især, at jeg lige siden har luret på en lejlighed til at tage over og besøge Mendoza igen. Og den lejlighed fik jeg her for et par måneder siden. Klaris var blevet hyret til at guide Lund og et par af hans kumpaner op på Aconcagua, og i den videre søgen for yderligere deltagere var jeg også blevet spurgt. Men jeg takkede pænt nej, for når der er måske 10.000 bjerge i Sydamerika, så skulle da pokker om jeg ville tage over for igen at bestige det eneste bjerg i Sydamerika jeg havde besteget. Der er jo så mange andre bjerge i Argentina jeg ikke har besteget, og et af dem jeg havde kastet min kærlighed på var det 6770m høje Mercedario, godt 100 km længere mod nord. Og for at finde en makker vendte jeg mig selvfølgelig til Erik - han havde haft et mindre horn i siden på mig siden jeg dengang var taget til Sydamerika uden at tage ham med. Nu havde jeg mulighed for at rette op på det misforhold, og samtidig se om ikke jeg kunne give ham den 6000'er han manglede i sin samling. Allerede den første aften havde vi på Avenida Aristides Villanueva fået den første smagsprøve på den fremragende rødvin, som her laves på Malbec-druen, og dagen efter var vi tilbage i denne Mendozas svar på Jomfru Ane Gade for at få noget ordentligt okse hos La Lucia, et grillsted som vi havde udset os dagen før. Fremme i Valle del Colorado efter en dag i jeep og tre dages vandring havde jeg planer om at bestige Mercedario og ville varme op på de mindre bjerge Cerro Negra, Ramada og Cerro Alma Negra, men da de så ud til at tage længere tid at bestige end jeg umiddelbart havde forestillet mig nåede vi ikke til toppen af nogle af disse, ligesom det slet ikke blev til noget forsøg på Mercedario. Hvis jeg endelig skulle bestige noget her skulle det være Ramada, og det i et endagespush fra basecamp i 3600m og direkte til toppen i 6440m. En opstigning på næsten 3000 højdemeter! Det var tydeligt at jeg aldrig ville komme op på hverken Cerro Alma Negra eller Ramada, og så kunne vi lige så godt vende om og lade være med at spilde mere tid her. Fra vores basecamp ved Rio Colorado red vi ud til den ventende jeep, der kørte os til San Juan. Ikke fordi jeg forventede tingene var meget anderledes i San Juan, for ligesom Mendoza er hovedstaden i, hvad der svarer til Mendoza amt, er San Juan også hovedbyen i det meget mindre befolkede amt San Juan. Og umiddelbart var der ikke den store forskel at spore, da begge byer var bygget op over den samme matrix-agtige model. Og heldigvis var der også den samme gæstfrihed og afslappethed i San Juan som vi havde oplevet i Mendoza, faktisk endnu større. Og da vi efter tre dage i San Juan vendte tilbage til Mendoza skulle vi se hvad den by ellers havde at byde på. Januar måneds galleri: Vintur til San Huberto